Hvordan er det, der startede med deltagelse i Leanrejsen med Dansk Industri, blevet til DNA for SBS-Friction? Hvorfor er det, at SBS-Friction formår at fastholde Leanprincipperne? Og hvordan kan virksomheden, der producerer bremseklodser til motorcykler, år efter år blive ved med at forbedre deres deres leveringstid til kunder, deres gennemløbstid, deres kvalitet og deres produktivitet?

Fig. 1. SBS forbedrer leveringstid, gennemløbstid, kvalitet og produktivitet.

Stram tavlemødestruktur

Jeg møder en meget energisk Stephan Most kl. 6:00 en onsdag morgen i driftskontoret. Stephan har travlt med at trække tal ud af MRP systemet over i nogle regneark, for at kunne beregne gårsdagens produktivitetstal og værdien af varer i arbejde (VIA). Normalt er det produktionschefen, der står for de daglige beregninger af produktivitet og VIA, men i dag er det Stephan. Jeg mærker en hektisk aktivitet, så alle kan nå at få data på plads inden tavlemøderne. Stephan, som har været Lean Manager hos SBS-Friction i mere end 10 år og været med siden starten af ”Leanrejsen”, forklarer: ”Vi har tavlemøde for enheden kl. 8:40 (alle ledere og nøglepersoner i fabrikken), for pakkeriet kl. 9:15, for den keramiske produktion kl. 9:30 og for sinterproduktionen kl. 9:45. Møderne i pakkeriet og i produktionen er for den nærmeste leder og udvalgte medarbejdere. Når klokken er 10, er alle møder afholdt.”
I mange andre virksomheder holdes tavlemøderne ude i produktionen først, og de udfordringer der skal løftes op på tavlemødet for enheden, kan så blive behandlet her. Til det siger Stephan Most med klarhed i stemmen: ”Vi holder fast i princippet, som vi lærte af Frits Nygaard under Leanrejsen. Ved at tage tavlemødet for enheden først, ser vi mere overordnet på hele virksomheden. På enhedsmødet arbejder vi med de forhold i produktion, indkøb og pakkeri, der vil kunne forhindre rettidig levering til kunderne. Tog vi tavlemøderne ude i produktionen først, kunne enhedstavlemødet blive et sted, hvor vi snakkede om småproblemer i produktionsenhederne, og så ville vi miste fokus på kunderne og på de overordnede mål. På enhedstavlemødet er der fokus på forretningen.” Det er ikke kun mødestrukturen, der er stram. Det er også tavlernes opbygning. Tavlerne hos SBS følger konceptet fra Leanrejsen 100%. Der måles altid på sikkerhed (+) (ofte er der en tæt kobling mellem overholdelse af 5S og sikkerhed), kvalitet (K), rettidighed (R), lager (L), produktivitet (P) og moral (M). Moral er baseret på, om det har været en god eller dårlig dag dagen før for den enkelte medarbejder.

Det daglige enhedstavlemøde med ”talking stick”

Alle deltagere er ankommet, data er opdateret og enhedstavlemødet starter præcis kl. 8:40. Fabriksdirektør Torben Madsen er mødeleder. Han er den eneste med head-set, og han går tydeligt igennem via højttaleren, som er monteret på væggen. Alle kan høre, hvad der forgår, selv om vi befinder os på et gangareal tæt på produktionen. Torben Larsen spørger ind til de målinger, der er gået i rødt. En mikrofon går rundt, så de ansvarlige kan fortælle, hvad der bliver gjort for at komme i grøn igen. Det konstateres, at der er sammenhæng mellem medarbejderes trivsel og specifikke udfordringer i produktionen. Når tallene er gået igennem, forsætter mødet ved forhindringstavlen, hvor Torben Larsen skriver det op, som enten kan eller vil blive en potentiel risiko for ikke at kunne levere specifikke ordrer rettidigt. Mikrofonen går hurtigt på skift, og det sikrer, at man undgår at tale i munden på hinanden. Mødet afsluttes også 8 minutter før de 20 minutter, der er afsat til mødet. Mikrofonen leder tanken hen på en ”talking stick”, som bruges af mange stammer, især de oprindelige folk på den nordvestlige kyst i Nordamerika. En ”talking stick” kan passeres rundt i en gruppe, hvor flere personer skal tale én ad gangen. Et set-up med head-set og mikrofon anvendes også på tavlemøder hos LEGO i Billund og hos Linak i Silkeborg.

Forbedringstavlemøde hver fredag med forretningsfokus

Efter enhedsmødet står Stephan og jeg og betragter forbedringstavlen: ”Vi holder forbedringstavlemøde fast hver fredag efter enhedstavlemødet. Forbedringsmødet relaterer sig til de enkelte afdelinger: Pakkeri, sinter, keramisk, administration og service. Der er 7 emner, som en forbedring i en afdeling kan relateres til. Det er salg, indkøb, produktion, kvalitet, vedligehold, teknik og Lean. På den måde sikrer vi, at de forbedringer, vi arbejder med, holder sig inden for rammerne – altså inden for vores strategi”, siger Stephan med et smil på læben.

Det daglige tavlemøde i den keramiske produktion

I dag leder Stephan mødet i den keramiske produktion. Mødet starter præcis kl. 9:30. Her deltager fire udvalgte medarbejdere, så selv om der bliver holdt møde, kører produktionen alligevel. Gårsdagens data for overholdelse af 5S/sikkerhed, kvalitet, rettidighed, lager, produktivitet og moral gennemgås. Det konstateres, at produktiviteten er lidt lavere, fordi der er en medarbejder på oplæring. Desuden gennemgås og opdateres en planlægningstavle. Her kan man blandt andet se, hvornår der er planlagt vedligehold på de enkelte maskiner. Mødet slutter til tiden. Tavlens placering i produktionen gør, at man nemt kan orientere sig på tavlen.

Kaizen events og stram styring

”Jeg har diplom på alle 16 Lean værktøjer fra Leanrejsen”, fortæller Stephan Most med stolthed i stemmen og fortsætter: ”Vi bruger gerne et eller to af Lean værktøjerne, når vi afholder en Kaizen event. Det gør vi 4-6 gange om året. Efterhånden er alle på SBS vant til at køre events. Afgrænsning og rammesætning er vigtigt. Vi udvælger et afgrænset område, en afgrænset proces, et produkt eller en produktfamilie. Eventen starter altid med en præsentation, af deltagerne, et regelsæt, en tidsplan og noget undervisning. Undervejs kan der være indlagt en øvelse eller et spil, for at visualisere tanken med eventen. Under eventen tager vi beslutninger, og vi fører de aftalte ændringer ud i livet. Vi laver vores målinger, vores standarder og vores audit skemaer. Kører det mandag til fredag, så er eventen færdig om fredagen. Eventen slutter med en fremlæggelse for ledelsen og de berørte medarbejdere, som ikke har deltaget i eventen. Den efterfølgende mandag starter vi en måling op, så vi hurtigt kan se resultatet af eventen. Kaizen events er nøje planlagt i forhold til vores mandskabsplan, og vi forsøger at køre vores events, når der er en smule lavsæson. Vores fabrikschef Torben Madsen bakker 100% op. Og det er selve grundlaget for at afholde events. Vi arbejder med 5S og flow, balancering, gennemløbstid og forskellige former for Kanban styring, paller i forskellige farver, og mange andre kreative løsninger. Når vi skaber forbedringerne, skal vi også have noget ud af det. Det får vi i form af øget sikkerhed, bedre kvalitet, kortere gennemløbstid, øget produktivitet etc. Den stramme styring med Lean, er der mange der godt kan lide. Når du arbejder efter en standard, så er det klart, hvor varerne kommer fra, vores kvalitetskrav, hvad der forventes pr. time, hvor varen skal leveres, for at komme videre i flowet, og du ved også, hvad du skal gøre ved evt. afvigelser.” forklarer Stephan Most.

Medarbejderpleje og socialt ansvar

På væggen i driftskontoret hænger et billede af en kvinde, der træner vægtløftning, med overskriften ”Get Lean”. To gange om ugen træner Stephan og nogle af hans kollegaer Crossfit i træningslokalerne, som er en lagerhal med rå vægge og betongulv. ”Torben Madsen bakker 100% op om vores træning, og siger o.k. for at vi tænder for varmen, selvom det koster lidt. Det er en god måde at lære hinanden at kende på – på et mere personligt plan.” Så fokus er også på medarbejderpleje, og det betaler sig. Mange medarbejdere har arbejdet på fabrikken i rigtig mange år. Ude i produktionen lægger jeg mærke til de meget rene gulve. Der går en mand rundt med en gulvvaskemaskine. ”Du kan ikke se det. Men han har mangler noget af det ene ben. Hos SBS har vi flere fleksjobbere, vi lever op til vores sociale ansvar. Det har jeg det godt med” udtrykker Stephan Most med tilfredshed.

Fastholdelse af standarder

”Vi auditerer tavler, processer og områder hver dag. Det har en stor effekt at skrive tallene på tavlen hver dag, det giver automatisk en refleksion. Vi tjekker også 5S hver dag. Vi tjekker, at områderne ser ud som aftalt. Kan du ikke overholde 5S, så kan du ikke overholde en standard ved fx. balancering, kanban, SMED, TPM, SAS (Standardarbejde i Amin. og Service). To ”værdistrømsledere” auditerer dagligt. Lederne auditeres ugentlig og cheferne kvartalsvis. Audit på tavler, processer og områder er et levende system, som løbende ændres. 5S auditeres dagligt af 5 forskellige ledende medarbejdere. Vi auditerer selvfølgelig også vores sikkerhedsudstyr og vores kvalitetsstyring. Jeg har ikke noget egentligt personaleansvar, men jeg er en del af ledelsen. Den måde, jeg leder på, er gennem standardarbejdet”, fortæller Stephan, mens jeg kan mærke, at han reflekterer over sin egen rolle i virksomheden.

Leanrejsen bidrager til at fastholde arbejdspladser hos SBS-Friction

Mads-Bonde Hansen er administrerende direktør, Carsten Schmidt er økonomidirektør, Cristel Munk Pedersen er salgsdirektør og Torben Madsen er fabriksdirektør hos SBS-Friction, som ligger på Kuopiovej 11 i Svendborg. Virksomheden udvikler og fremstiller bremseklodser til reservedelsmarkedet for motorcykler, scootere og ATV/UTV køretøjer. Produkterne distribueres gennem 59 globale forhandlere. Virksomheden er også OEM leverandør (Original Equipment Manufacturer) til BMW.SBS leverer også friktionsteknologi til vindmøller. Der er 81 ansatte. SBS er den største leverandør på det europæiske reservedelsmarked for motorcykelbremseklodser. Produktporteføljen omfatter egenudviklede og egenproducerede bremsebelægninger og handelsvarer i form af bremseskiver, bremsebakker og tilbehør. Et underskud efter skat på 135.000 kr. i 2013 blev vendt til et overskud på mere end 3 mill. kr. i 2014. 2017 endte med et overskud på næsten 5,2 mill. kr. SBS-Friction er en af de oprindelige deltagere i Leanrejsen (se artiklen: ”Princippet der ændrede verden”). På baggrund af de økonomiske resultater, er det nærliggende at konkludere, at SBS-Frictions særlige evne til at fastholde principperne fra Leanrejsen bærer frugt. Virksomhedens filosofi er at holde alle vigtige operationer under ”samme tag”. Denne filosofi, kombineret med den stramme Leanledelse i virksomheden, bidrager således til at fastholde produktionsarbejdspladser i Danmark.