Deltagerne ankommer i morgensolen til loungeområdet. De får sig en kop kaffe og et rundstykke, og der opstår hurtigt en meget behagelig stemning i de indbydende omgivelser; en stemning som kommer til at præge hele arrangementet. Det er tydeligt, at flere af deltagerne kender hinanden i forvejen. Måske fra tidligere produktivitetskonferencer? Måske fra nogle af DIs etablerede netværk? Eller måske fordi vi befinder os i ”Produktions-Danmark” her i Trekantsområdet, som er hjemsted for mere end 22.000 virksomheder?
I løbet af dagen har DI valgt at veksle mellem indlæg i den store fællessal, og indlæg i tre forskellige spor. Især ude i de enkelte spor, i de mindre lokaler og med færre deltagere, er der rigtig god spørgelyst og dialog. Vekselvirkningen mellem fællesindlæg, pauser til at netværke og indlæg i mindre lokaler gør, at vi som deltagere hele tiden føler os aktive, og tiden flyver afsted i en positiv stemning af engagement og høj faglighed.
Fagleder for Produktivitet i DI, Peter Christian Madsen byder os velkommen til ”Vind fremtiden” som er navnet på årets konference, og chefkonsulent Bjarne Palstrøm præsenterer kort ”en perlerække af indlæg”. Fra effektivitet.dk deltager Stine Høegh og jeg. Vi bliver samtidig inspireret af konferenceformen, da effektivitet.dk jo som bekendt både arrangerer den årlige Supply Chain Konference og den årlige TWI & KATA Konference. Sidstnævnte i samarbejde med BTP. Af dagens meget omfattende program har jeg valgt at fokusere på tre meget forskellige indlæg nemlig: 1: ”Fair Proces” med ledelseskonsulent Bo
Vestergaard, 2: ”Hvordan skaber vi opmærksomhed om nødvendigheden af forandring?” med kraftværkschef Jens Stein og 3: ”Er din produktion klar til industri 4.0?” med CEO Finn Hunneche fra Blackbird.

Involvér – uden af miste styringen

”Du skal kunne forklare den forandring, der skal gennemføres i virksomheden, til en familiefrokost. Og familien skal umiddelbart kunne forstå det, I vil. Det er din syretest på, om det er noget du efterfølgende vil kunne forklare for dine medarbejdere, og – ikke mindre væsentligt – kan få dem til at acceptere og involvere sig i” forklarer Bo Vestergaard fra Fair Proces under konferencens første indlæg. Hvis rammer og retning ikke er klare, når du involverer medarbejderne ude i virksomheden, så er der risiko for, at medarbejderne føler sig udsat for ”proforma involvering”. Det hele er alligevel aftalt på forhånd. Eller hvis retningen er uklar, og der kan stilles spørgsmålstegn ved beslutningens kvalitet, så mister medarbejderne tillid til ledelsen. Men er rammen klar: ”Noget ligger fast, men noget kan også ændres undervejs.” Og ligger retningen fast: ”Hvad vil kunne lade sig gøre, når forandringen er gennemført, og hvorfor er det vigtigt?” Gør du det, er du i gang med at lykkes. Du er i gang med at involvere uden at miste styringen. ”Og du skal ikke putte med det,” slår Bo Vestergaard fast. Så hvis du har præciseret forventningerne til forandringsprocessen, hvis du har forklaret dig så godt, at der er tillid til kvaliteten af forandringen, og du har vundet medarbejdernes tillid, fordi du involveret dem, så er du i gang med at gennemføre en forandring, hvor du har en god chance for at få medarbejderne engageret, uden at du mister styringen.
Bo Vestergaards inspirerende og tankevækkende oplæg er baseret på hans bog: ”Fair Proces – fra upopulære forandringer til medarbejdere der udvikler løsninger.” Og mon ikke flere af deltagerne på konferencen blev inspireret til at læse den?

Ansvarskultur på Amagerværket

Jens Stein er kraftværkschef på Amagerværket hos HOFOR A/S. Jens er som den øvrige ledelse i HOFOR certificeret i forandringsledelse i Prosci® change management processen og ADKAR® modellen. Og på Jens´ kraftvarmeværk er der store forandringer på vej. Her skal en helt ny Supply Chain op at stå, når en ny flis-fyret blok bliver sat i drift i 2019. ”Da flis har en lavere brændværdi end kul, skal der losses et skib med flis hver eneste dag for at holde dampen op på værket, så det er en gammel dame vi skal vække”, forklarer Jens Stein, ”for vi vil ikke have kø i havnen. Og det bliver også nyt med tilstandsbaseret vedligehold fremfor intervalbaseret vedligehold, for på den nye blok overvåges en stor del af komponenters tilstand elektronisk”. Men allerede nu sker der store forandringer på Amagerværket, og Jens bruger aktivt de fem ADKAR® byggesten: Awareness, Desire, Knowledge, Ability og Reinforcement, når de går fra en reaktiv brandslukningskultur til en kultur, hvor der er fokus på overholdelse af planer og standarder. ”Og det hele er jo beskrevet, så nu handler det bare om at gøre det.” I første omgang har der været fokus på at overholde sikkerhedsprocedurerne til punkt og prikke, og der var allerede awarness udefra, da Jens startede som kraftværkschef. For der var skærpet fokus fra Sikkerhedsstyrelsen på værket på Kraftværksvej. Intern awareness på værket for en sikker måde at arbejde på italesætter Jens således: ”Jeg vil gerne passe på jer”. Det er da til at forstå. Ledelsen vil drage omsorg for medarbejderne. Og kulturændringen lykkes. Arbejdspladsen på Amager er nu oppe på mere end 200 dage uden ulykker med fravær. Og da overholdelse af planer og standarder ikke bare er grundstenen i en bedre sikkerhedskultur på værket, men også grundstenen i en bedre revisionskultur, en bedre vedligeholdelseskultur og i Asset Management, så opstår der en fælles klangbund, der handler om at ”vi gør det, vi siger” som Jens udtrykker det. Den nye ansvarskultur, som i høj grad handler om at tage ledelsen tilbage, har også givet en bedre produktivitet i arbejdet på værket. Meget vedligeholdelsesarbejde er blevet insourcet. Jens udtrykker det således: ”Hvor vi før havde 40 eksterne fast inde, er vi nu nede på 8. Nu laver vi meget mere selv, og ændringerne betyder, at der er nogen, der er begyndt at smile ude på værket.”

Just-do-it technology og real-time mindset

Du vedligeholder for lidt eller forkert, hvis din produktion går ned, når en komponent fejler, midt i en vigtig ordre. Måske er det, fordi du lever i en brandslukningskultur, hvor dit vedligehold er baseret på uforudsete reparationer og kaos? Du vedligeholder for meget, hvis din omkostning til dit vedligehold bliver unødvendig stor. Måske planlægger du dit vedligehold på fabrikken, men husker du at ændre i dine planer, hvis produktionen på udstyret stiger eller falder? Du er efterhånden blevet opmærksom på, at tiden både er løbet fra afhjælpende og fra periodisk vedligehold. Du vil gerne i gang med tilstandsbaseret vedligehold, hvor hver enkelt komponent overvåges kontinuerligt, og hvor vedligehold foretages på basis af data. Men det er ikke altid helt nemt at få fat i data.
Finn Hunneche fra Blackbird forklarer: ”Det kan være meget frustrerende at indsamle data i fabrikkerne. Udstyret er ofte 5-8 år gammelt. Findes data, ligger oplysningerne i mange forskellige styresystemer og er ikke umiddelbart tilgængelige, og der er sjældent tid til at standse produktionen for at etablere nye systemer. Så en traditionel konvertering til tilstandsbaseret vedligehold baseret på data risikerer at blive for dyr, og der er ingen, der er interesseret i it-integrationsprojekter, der tager flere måneder.”
”Det kan løses med Blackbird, som kan give dig live data på din Smart Phone om komponenterne i din fabrik eller på et andet medie på internettet her og nu. Uden at du skal interface til eksisterende systemer. Og det er der penge i. På PostNords lagerhotel og pakketerminal i Køge er det ISS, der har ansvaret for at servicere de 150 porte. Blackbird og ISS kører lige nu et forsøg på 5 af de 150 porte. Her kan teknikeren se præcis, hvor meget hver enkelt port kører, og ud fra det kan vedligeholdet optimeres. ISS har monteret en lille boks på hver enkelt port, der er koblet direkte op til skyen, og teknikeren kan til enhver tid se på hans Smart Phone, hvor meget hver enkelt port kører, og hvis der sker ændringer i portens måde at køre på. Derved kan han gribe ind, før der opstår problemer med porten. Teknologien er meget enkel, og bliver testen en succes, installeres udstyret på alle 150 porte. Det betyder, at ISS kan levere et mere konkurrencedygtigt serviceprodukt til PostNord. Og for PostNord betyder det maksimal oppetid på portenes drift i Køge.”
Finn Hunneche forudser, at den lette adgang til data vil ændre vores måde at arbejde på. Korte og hyppige tavlemøder, baseret på real time data, vil blive mere udbredt, og prioriteringer og beslutninger vil i højere grad blive baseret på facts. For eksempel kan eksakte data om specifikke råvarer til den enkelte batch bygges ind i din batch-produktion, når du finjusterer dine parametre. Derved kan du reducere variationer på dit slutprodukt. Du kan derved komme så tæt som muligt på den gyldne batch, som er den bedste batch, der kan fremstilles. I et Lean perspektiv er Blackbird også meget interessant. Du kan på en enkel og omkostningseffektiv måde kontinuerligt overvåge dine processer og opsamle data. Det kan du så bruge på en systematisk måde til at arbejde med at fjerne root-cause til gentagne problemer i dit produktionsapparat. (Se artiklen ”Struktureret problemløsning med fiskeben eller Kata Storyboard?” i Effektivitet, nr. 1 2018, side 36-37).

Uddannelse og kompetence opgradering hos DI og effektivitet.dk

Udvikling af gode processer ude i virksomhederne og mellem virksomhederne vil også fremadrettet kræve skarpe kompetencer. Ligesom effektivitet.dk har DI en række muligheder, der tager hånd om dette stigende behov. I forbindelse med afslutningen af konferencen pointerer Fagleder for Produktivitet i DI, Peter Christian Madsen, da også: ”Løbende uddannelse og kompetenceopgradering er af stigende vigtighed. DI har en stor portefølje af målrettede kurser og netværk”.

Samarbejde med DI og effektivitet.dk om en Lean konference i 2019

DIs måde at afvikle produktivitetskonferencen ”Vind fremtiden” er helt igennem topprofessionel. Det hele er perfekt. I skrivende stund er DI og effektivitet.dk i gang med at afsøge mulighederne for et samarbejde om en Lean konference i 2019. Det vil der helt sikkert være noget musik i.