BWSC (Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S) er ”landforretningen” af det gamle B&W, hvor dieselmotorer har været udgangspunktet for at levere kraftværker baseret på fossile brændstoffer. Inden for de seneste år har BWSC tilføjet biomassebaserede kraftværker til porteføljen. Projektporteføljen tæller nu op mod 10 kraftværker (i forhold til 3 -4 for 5 år siden). Markedet er globalt, og i og med at kraftværker i u-lande oftest erstatter små lokale generatorer, betyder installering af et konventionelt kraftværk fra BWSC stadig et markant spring frem i miljømæssig henseende.
BWSC’s Global Supply Chain (GSC) organisation har ansvar for indkøb, lager og distribution af alle de varer, som et kraftværk består af. Forretningen er grundlæggende baseret på turnkey projekter og i særdeleshed på ”IPP” (Independent Power Producer) projekter, hvor BWSC kan tage ansvar for hele livscyklen bestående af *projektudvikling og investering (BWSC er nogle gange medejer af værkerne efterfølgende), *konstruktion, indkøb og installering og endelig for *drift og vedligehold. GSC har derfor en vital rolle navnlig i fasen med konstruktion, indkøb og installering, og det er også GSCs udvikling i denne rolle, som Supply Chain prisen gives for. BWSC har ingen egenproduktion, så alt indkøbes, og kompleksiteten er høj både teknisk og styringsmæssigt.
BWSC har delt dyder med en række andre projektorienterede virksomheder, hvor konstruktion af tilpassede løsninger er kerneforretningen. Her er det oftest ingeniørerne i konstruktionsafdelingen, som slår takten, også i forhold til hvornår indkøbsfunktionen kan gå i gang. Det resulterer ofte i, at indkøb involveres i sidste øjeblik, så der alene er tid til at skrive indkøbsordren til ”den normale leverandør”, altså virke i rollen som postkontor, der videresender en allerede defineret ordre til en besluttet leverandør. Foruden den åbenlyse betydning for prisen på indkøbte varer, så medvirkede dette til, at indkøb og hele GSC agerede reaktivt og brugte det meste af tiden på brandslukning. Der var ikke tid til at skabe reel værdi for forretningen. Dette var udgangspunktet for rejsens start i foråret 2015.
En ny vision og mission for GSC blev formuleret som ledestjerne for målsætninger og handlingsplan, bygget op over tre temaer:

  • Fra reaktiv brandslukning til proaktiv styring af materiale-flowet. Gennem en kortlægning af arbejdsprocesserne identificeredes hvilke initiativer, der skulle igangsættes. Centralt stod, at der manglede opfølgning på indkøbsordrer, og at vedligeholdelsen af data i ERP systemet var mangelfuld. Der blev aftalt med DASH, BWSC’s filippinske søsterselskab (BWSC er en del af Mitsui Engineering and Shipbuilding Co. Ltd.), at medarbejdere derfra skal følge op på ordrebekræftelser og påmindelser. Ved siden af blev et ”Early Indicator Dashboard” etableret. Det viser den enkelte indkøber, hvad der mangler at blive bekræftet. Dette bidrog til et markant højere niveau af transparens af forhold omkring leverancer og medførte samtidig en frigivelse af kapacitet i GSC. Det væsentligste resultat er, at Shipping afdelingen nu har påtaget sig rollen som koordinator af samtlige leverancer til byggepladsen og herved kan agere proaktivt.
  • Effektivisering og automatisering af arbejdsprocesser samt øget værdiskabelse. Gennem klart definerede arbejdsgange, bedre udnyttelse af ERP-systemet og implementering af en ny browserbaseret IT-platform for logistik er en stor del af e-mail-trafikken og den hidtidige ”akustiske” styring fjernet, idet der via systemerne er transparens om status, tilgængeligt for alle. Samtidig fokuseres på, at opgaver så vidt muligt laves færdig i én arbejdsgang. Ændringerne har f.eks. medført, at lageret har overtaget en række aktiviteter (f.eks. bestilling af lastbiler), hvilket også bidrager til frigivelse af kapacitet i Shipping til at skabe nye løsninger for forsendelser til sites.
  • Professionalisering af indkøbsarbejdet for at sikre øget konkurrencedygtighed. Væsentlige indsatser her var implementering af kategoriansvar med efterfølgende spend analyser, udfordring af tekniske specifikationer i samarbejde med leverandørerne, samt sourcing af nye leverandører fra lande med lavere omkostninger.

En professionel Supply Chain er et væsentligt konkurrenceparameter for at kunne klare sig som virksomhed i den globale konkurrence. Jeg er stolt af, hvad vi i BWSC´s Global Supply Chain har opnået siden 2015, hvor de mange nye tiltag og initiativer begyndte at blive implementeret. Det kræver en stærk holdånd og forandringsparathed at omfavne og holde fast, mens dagligdagens arbejdsopgaver presser på! Rejsen er ikke slut, men anerkendelsen ved at vinde Den Danske Supply Chain pris bekræfter, at vi er kommet langt på kort tid og ikke mindst er på rette vej.”

Anders S. A. Pedersen, General Manager,
Global Supply Chain, BWSC

Projektet har i høj grad haft fokus på at få det basale på plads, inspireret af best practice eksempler inden for Supply Chain Management. Derudover er der også indført elementer, som præcis for den type Supply Chain, som BWSC har, giver stor mening, og det indikerer at projektet i høj grad har forstået egenarten af BWSCs forretning:

  • Etablering af et Fast Track team som står for hasteforsendelser. Her står et cross-functional team for hele processen fra indkøb til shipping, og på lageret er forsendelsen fra start markeret som en hastesag. Det, der umiddelbart ser ud som en ”lappeløsning”, fjerner i virkeligheden støj fra det øvrige arbejde og skaber transparens om hastesagerne, således at GSC på længere sigt kan reducere og fjerne årsagerne til haster.
  • Gennemløbstiden for et turnkey anlæg fra start til drift har stor økonomisk betydning, og en klassisk tilgang med udbud af forskellige dele af anlægsarbejdet kan forlænge den samlede gennemløbstid for et projekt betydeligt. Derfor har BWSC besluttet at indgå langvarige leverandørsamarbejder, hvor begge parter bidrager til øget konkurrenceevne i form af f.eks. udvikling af tekniske løsninger, åbenhed om prissætning samt fleksibilitet omkring leveringstid og installation på byggepladsen. Dette betyder i praksis, at indkøb kan gå i gang før konstruktionsafdelingen er færdig med detaljerne på specifikationerne. En yderligere benefit ved denne tilgang er, at leverandørerne kan komme med forslag til bedre tekniske løsninger end dem, som BWSC selv kunne finde på, i og med at samarbejdet ikke er baseret på et udbud i konkurrence med andre, men på den langvarige relation til fælles bedste.

Endelig har projektet med inspiration i Sales & Operations Planning tænkning etableret en taktisk planlægningsproces, hvor GSC i rollen som ”Logistics Project Manager” tager ansvar for koordineringen af ”arbejdsflow” og ”vareflow” gennem frekvente møder mellem Site management og projektteamet fra GSC. I forhold til klassisk S&OP er det her arbejdsflowet på sitet, som udgør demand, og GSC som via vareleverancer har ansvaret for supply. Resultatet af dette har været, at pålideligheden i leverancerne fra GSC er markant højnet. Vareleverancerne er nu delt op i et antal materialepakker, som løbende kommer til byggepladsen ’Just in time’. Det er i forhold til styringen af disse pakker, at man holder de nævnte møder. Her kan man således forholde sig til udfordringer med at få materialer frem til behovstidspunktet og håndtere særlige behov for fremrykning eller udskydelse af bestemte leverancer.
Projektet er desuden blevet designet med et fokus på organisatorisk udvikling. Ved en hensigtsmæssig sekvensering af indsatserne er det lykkedes både at kompetenceudvikle GSC organisationen, og samtidig, via f.eks. kategori-management initiativet og hastesagsteamets etablering, at få skabt tid og kapacitet i bl.a. Shipping til at tage de næste skridt. Samtidig har man på alle afdelingsmøder gennemgået status på projektet, og den ”gode historie” er løbende blevet præsenteret for at underbygge effekten og udviklingen. Næste udviklingstrin bliver bl.a. at udnytte sekvensering up-stream til også at indgå strategiske leverandør samarbejder omkring design og konstruktion af delsystemer til nye udbudte kraftværker.

Det er en stor ære at vinde Den Danske Supply Chain Pris. Ikke mindst er det en vigtig anerkendelse af det arbejde og den udvikling, som vores dygtige medarbejdere har medvirket til. Derudover spiller dommerkomiteens motivation og feedback en vigtig rolle med hensyn til at sætte vores udvikling i perspektiv – udover de opnåede resultater har vi skabt et solidt fundament for den videre udvikling.”

Nikolaj Holmer Nissen, Director, Contracting, BWSC

Nogle af de væsentlige resultater, som projektet har skabt, er:

  • Markante besparelser i indkøb.
  • Forbedret leveringsperformance fra underleverandører til BWSC fra ”ikke målbar” til +85%.
  • 10% reduktion i projektgennemførelsestid med reducerede projektomkostninger som resultat.
  • Fordobling af godsmængde per forsendelse.
  • Reduktion af work in progress p.g.a. forbedret levering ’Just in time’ til byggepladsen, estimeret til +50 mDKK.

Foruden BWSC’s resultater har den forkortede projektgennemførelsestid også betydning for kunderne, idet anlæggene kan idriftsættes tidligere og herved potentielt give en forøget indtjening over anlæggets levetid. Dette forhold er et vigtigt argument i salgsprocessen.
Alt i alt har BWSC fordoblet omsætningen uden væsentlig forøgelse af logistikomkostningerne, der falder fra 4,1% af omsætningen i 2015 til 2,3% i 2017.
Kåringen af BWSC som årets vinder sker således fordi virksomheden via en række gode løsningselementer er påbegyndt industrialiseringsprocessen fra ”byggeri” til ”industri” i en traditionelt ret konservativ ”ingeniørdrevet byggeprojekt” branche. Indsatserne i projektet, og de planer, som er på tegnebrættet, indikerer klart, at projektet er integreret i virksomheden på en måde, så man ikke vender tilbage til tidligere tider, men udnytter projektet som et springbræt til yderligere forbedringer andre steder i forretningen.

Virksomhedsbesøg

Du kan besøge vinderen af Den Danske Supply Chain Pris den 31. oktober, og se hvordan BWSC arbejder med Supply Chain i en dynamisk projektverden.
Se mere på side 43.

DOMMERKOMITEEN

Dommerkomiteen er uvildig og består af førende Supply Chain Management-eksperter, som kender kravene til et unikt Supply Chain setup.

Fra venstre: VP Operation Knud Midtgaard, Alfa Laval Group, VP Business Development Johs M. Knudsen, ECCO Sko A/S, Senior VP, Global Operations Bjørn Strømboe, GN Resound, COO Marianne Ovesen, Radiometer, Consultant Kurt Ottesen, KSO Innovation, Professor SCM Britta Gammelgaard, CBS, Associate Professor Torben Knudby, Technical University of Denmark, Partner Thomas Bøhm Christiansen, Carve Consulting P/S, Vice President & GM, Global Logistics Services, Kenneth Bjerregaard, Danfoss Distribution Services A/S og Chairman Knud Sant, Valcon A/S