Uddannelses- og Forskningsministeriet har i samarbejde med Eksportrådet under Udenrigsministeriet etableret syv innovationscentre. Centrene ligger i henholdsvis Silicon Valley, Shanghai, München, São Paulo, New Delhi, Seoul og Tel Aviv, samt et satellitkontor i Tokyo. De har til opgave lokalt at bistå danske virksomheder og forskningsinstitutioner med adgang til udenlandsk viden, netværk, teknologi, kapital og markeder.

Hvad kan Innovation Centre Denmark hjælpe med?

Målet med innovationscentrene er at bygge bro til nogle af de stærkeste partnere inden for forskning, videregående uddannelse og forretningsudvikling i nogle af verdens førende innovationsmiljøer i de udvalgte byer rundt i verden. Fokusområderne for centrene er især grønne teknologier, informations- og kommunikationsteknologi samt sundhed og biotek.
På innovationscentrene har medarbejderne stor erfaring inden for kommercialisering af teknologier og innovative løsninger, forskning og videregående uddannelse, og de arbejder for at fremme danske virksomheder og forsknings- og videregående uddannelsesinstitutioners internationale netværk. De bistår blandt andet med:

  • Matchmaking: De hjælper danske forskere, forskningsinstitutioner og universiteter samt forskningsråd og offentlige myndigheder med at skabe netværk og partnerskaber med relevante counterparts i det pågældende lokalområde. Det kan konkret ske ved, at attachéerne bidrager til planlægning og gennemførelse af delegationsrejser, videnskabelige workshops og besøg.
  • Markedsføring: De bidrager til at synliggøre og fremme danske forskningsmiljøer og videregående uddannelser. Det kan ske konkret i form af møder, præsentationer, konferencer og udstillinger, fx Denmark Days, som er en del af Top Talent programmerne i Kina, Brasilien og Indien.
  • Videnoverførsel: De rådgiver danske interessenter, der ønsker at vide mere om mulighederne for samarbejde i det pågældende lokalområde.
  • Aftaler: De bistår danske forsknings- og videregående uddannelsesinstitutioner med at indgå konkrete partnerskabs- og udvekslingsaftaler med udenlandske institutioner i det pågældende lokalområde bl.a. med henblik på at øge forskningssamarbejde, studenterudveksling og tiltrækning af talenter.

Hvert innovationscenter tilpasser deres virke til det aktuelle land og marked. Et eksempel er München innovationscentret, som skaber kontakt mellem det danske og det tyske erhvervsliv og sætter Danmark i kontakt med nogle af verdens førende forsknings- og innovations-
miljøer. Og det er der rigtig gode muligheder for. Tyskland er en af verdens største eksportører og Danmarks største eksportmarked. Bayern er Tysklands rigeste delstat og er kraftcentret for uddannelse, innovation og teknologi. Bayern har gode rammebetingelser og en stærk og aktiv understøttelse af forskning, innovation og teknologioverførsel gennem bl.a. forskningsinstitutionen Fraunhofer og Max Planck-institutterne. München er hjemby for to af Tysklands bedste universiteter, Ludwig-Maximilian-Universität München og Technische Universität München. Disse kontakter skal således medvirke til at styrke dansk forskning, uddannelse, innovation og policy udvikling, samt fremme muligheder for deltagelse i EU-ansøgninger og projekter.
Innovationscenter München deltager og bidrager også ved tyske events, der har afsæt i en lokal tysk region men samtidig ønsker internationalt samarbejde. Som eksempel kan nævnes den årlige Nûrnberg konference IPEC (Intergrated Plant Engineering Conference), hvor innovationscenter München i samarbejde med danske MADE (Manufacturing Academy of Denmark) deltager og medvirker til, at flere danske virksomheder er med som deltagere og bidrager med oplæg.

Flere penge til nye samarbejder mellem de danske innovationscentre og innovationsnetværk

For tredje år i træk støtter Styrelsen for Forskning og Uddannelse og Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte en række pilotsamarbejdsprojekter mellem danske innovationsnetværk og et af de seks innovationscentre i Sydkorea, Kina, Indien, Israel, Brasilien og USA.
Det overordnede formål med pilotprojekterne er at få flere innovative virksomheder, og at udvikle nye videns relationer mellem danske og udenlandske virksomheder og vidensinstitutioner. Pilotprojekterne skal afprøve nye samarbejdsformer mellem udvalgte innovationsnetværk og innovationscentre. Projekterne vil involvere danske SMV’er i internationale samarbejder og alliancer på nye vækstmarkeder.
Foreløbige resultater fra tidligere samarbejdsprojekter i 2016 og 2017 har vist, at der kan opstå nyttige synergier ved at styrke samarbejdet mellem innovationscentrene og innovationsnetværkene. Innovationsnetværkene har en stor kontaktflade til danske SMV’er inden for deres fagområde, og innovationscentrene har en stor kontaktflade til udenlandske vidensinstitutioner, myndigheder, erhvervsorganisationer m.v. Gennem samarbejde får innovationsnetværkenes virksomheder og institutioner adgang til værdifuld netværksdannelse på det internationale marked, som ellers kan være svær at opnå grundet geografiske, kulturelle og sproglige barrierer.
Styrelserne modtog 15 ansøgninger, og 7 projekter har modtaget støtte til at udvikle nye samarbejdsformer mellem danske innovationscentre og innovationsnetværk. Emnerne spænder vidt. Eksempelvis kan nævnes 2 projekter, der hver har fået 400.000 dkr.:

  1. Building a Transatlantic Cybersecurity Bridge”: The project will matchmake Danish and US networks, knowledge institutions and companies in order to stimulate cyber security innovation and business developments and to open the US cybersecurity market for Danish SMEs. Bevillingsmodtagere: CenSec, Innovation Centre Denmark Silicon Valley og Danmarks tech-ambassadør.
  2. Mapping techno-innovative interventions for storm water and waste-water management in India and promoting Indo-Danish research and business alliances especially for Danish Hydrotech SMEs. Bevillingsmodtagere: Vand i Byer og Innovation Centre Denmark New Delhi.

Innovationscentre holder konference i Danmark

En gang om året holder de 7 Innovations Centre en fælles konference i Danmark. Her sættes fokus på et aktuelt tema eller en aktuel teknologi. I 2016 var det Industry 4.0. I 2017 handlede konferencen om Data-driven Innovation, hvor man med et mix af talere fra Innovationscenterlandene og fra Danmark forsøgte at identificere de nyeste internationale trends inden for innovation, hvor systematisk anvendelse af store datamængder åbner for nye muligheder. Der var endvidere fokus på, hvordan danske startups og SMV’er inden for Fintech, digital sundhed og smart produktion kan innovere, skalere og internationalisere deres forretning ved at anvende big data. Denne årlige konference er samtidig en oplagt mulighed for at få en personlig kontakt med medarbejdere fra de 7 innovationscentre.
Yderligere oplysninger og kontaktinfo til de 7 Innovationscentre findes på: https://ufm.dk/forskning-og-innovation/internationalt-samarbejde/globale-samarbejder/innovationscentre.

DFiRbrief 10: Dansk innovationsstruktur 2.0

Regeringens strategi for dansk forskning og innovation, Danmark – klar til fremtiden, baner vejen for mere dansk innovation i verdensklasse. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) giver i DFiRbrief 10 forslag til, hvordan en innovationsstruktur 2.0 kan bidrage hertil.

01. februar 2018
Danmark rangerer som ’innovation leader’ i Europa. Denne position understøttes blandt andet af et system af innovationsfremmende aktører og virkemidler. Men hvis Danmark fortsat skal være innovation leader, må systemet følge med udviklingen og være tidssvarende.

Rådet giver i DFiRbrief 10 sine forslag til, hvordan vi kan skabe bedre rammer for innovation med en dansk innovationsstruktur 2.0. Det handler om at fokusere og prioritere, at have en klar rolle- og ansvarsfordeling og at anlægge en helhedsbetragtning på innovationssystemet.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet.