De øvrige medlemmer i uddannelsesudvalget er John ”TWI” Vellema og Peter Jacobsen bistået af sekretariatsleder Stine Høegh. Thomas vil afhængig af tid bistå udvalget.
Peter Bøttcher udtaler ”Et af uddannelsesudvalgets hovedprioriteter er, at sikre at foreningens uddannelsestilbud er tilpasset foreningens medlemsbehov, så de kan få fuldt udbytte af fællesskabet. Mange virksomheder efterlyser solid kompetenceudvikling inden for foreningens virkeområde, og det vil vi gerne have fokus på!”.
Det er ikke nogen hemmelig, at der er et stort uddannelsesudbud samlet set over for virksomheder i dag, men når man hører rundt blandt virksomhederne, er der ganske få som rammer behovene for produktions- og logistikområdet, hvilket er en forudsætning for at udvikle disse kompetencer i vores lokale sfære. Det vil uddannelsesudvalget gerne gøre noget ved, såfremt det er muligt.
På uddannelsesområdet ser vi i dag flere reelle tilbud på e-læring, og interessen herfor er også spirende. De er oftest billigere, da de kan ”masseproduceres”. Men masseproduktionen i sin nuværende form har ofte ulemper såsom sprog, kontekst og manglende sparring i et lokalt miljø, og der rapporteres også om udfordringer med svingende kvalitet. Derfor vil det lokale kursus stadig have en berettigelse, og vi vil som forening se på, hvilke muligheder der er for at supplere e-læringskurser. Det er tanken i 2015 at lancere et lokalt supplement for dem, som vælger et e-læringskursus eller selvstudie i APICS kurset CSCP.
Udover APICS har både TWI og Lean tiltrukket mange kursister i år og tidligere år. Det er planen at fortsætte hermed, og udvikle tilbuddene så de matcher vores medlemmers behov. Interessen for TWI er stor, og der er stor interesse for at lære mere om dette. Lean udvikler sig stadigvæk, men behovet for de mere tekniske kurser har været stagnerende, og det er tanken at give dette udbud et ”serviceeftersyn”.

Kort biografi af udvalgets medlemmer:

Peter Bøttcher Partner i Consulting House Denmark, og arbejder til daglig med procesoptimering og IT-implementering inden for produktions- og logistik området. Underviser på APICS CSCP kurset.

John Vellema Partner i Business Through People, der repræsenterer TWI i Skandinavien. Arbejder til daglig med at coache I TWI i virksomheder i ind- og udland.

Peter Jacobsen Lektor på DTU Management sektion, og beskæftiger sig til daglig med at undervise og forske inden for produktions- og logistikområdet.