Formanden bød alle velkommen til generalforsamling i effektivitet.dk den 22. marts 2018.
2017 har haft et flot aktivitetsniveau fordelt på konferencer, netværk, uddannelser og virksomhedsbesøg hvilket var umuligt, hvis det ikke var for den store mængde frivillig arbejdskraft, der lægges i foreningen. En stor tak til jer alle.
Som der står i lederen i det netop udkomne nummer af Effektivitet, der sætter fokus på innovation i mange former og i mange niveauer, så kommer innovation oftest udefra i form af nye koncepter, teknologi, metoder mm. og/eller fra medarbejderne i virksomheden. Ikke sjældent er kunder og leverandører anledning til innovation, fordi de kræver, at virksomheden udvikler sig i takt med markedskravene. Det samme gælder hos effektivitet.dk, hvor vi f.eks. fra vores leverandør, APICS, der udbyder Supply Chain–kurser har oplevet et nyt og markant forbedret CPIM-forløb, vi introducerede på det danske marked ultimo 2017.
Bestyrelsen og udvalg er blevet beriget med nye medlemmer, der alle har bidraget til at tænke på tværs af kendte grænser, og nye samarbejdspartnere er kommet til, hvilket viser hvordan kompetencer og uddannelse kan udvikles til potentiel glæde og gavn for alle ikke mindst vores medlemmer og deres virksomheder.
Vores forening prøver hele tiden at være på forkant med den nyeste viden om udvikling og drift af virksomheder og organisationer samt kompetence og læring, ved at orkestrere videns-netværk for vores medlemmer i form af kurser, netværksgrupper og lærende virksomhedsarrangementer. Vi er altid åbne for nye idéer, forslag til virksomhedsbesøg og andre former for lignende aktiviteter.
En stor tak til skribenter på Effektivitet, som består af eksperter, der skriver på frivillig basis, reviewer og det ansvarlige udvalg, som med stor ildhu sikrede et unikt efterspurgt magasin med flot fagligt redaktionelt stof af høj kvalitet, der udkom 3 gange i løbet af 2017.
Vi har i snart 25 år afholdt den Danske Supply Chain Konference og dette var også tilfældet sidste år. Her gennemførte vi konferencen på Aalborg Universitet (AaU) i København, hvor AaU var samarbejdspartner, og Horisont Gruppen var mediepartner. Her uddelte vi også den Danske Supply Chain Pris 2016, der blev overrakt til Ambu A/S.
Foreningen gennemførte i 2017 en dansk TWI-konference på Syddansk Universitet i samarbejde med Business Through People med indlæg fra en række danske virksomheder, som har erfaringer med brug af TWI, herunder Danske Bank, Easyfood, Foss Analytical, Gram Commercial og LEGO System. Vi gentager konferencen til november, men denne gang på Grundfos Academy foreløbig med deltagende virksomheder som Jyske Bank og VELUX.
Interessen for netværksgrupper viser fortsat stor medlemsinteresse og alle netværkslederne gør et stort stykke arbejde i at ”drifte” grupperne. Bestyrelsen drøfter løbende mulighederne for yderligere at styrke og understøtte grupperne samt få en tættere dialog med netværkslederne om foreningens aktiviteter. Netværk er relationer mellem mennesker, der har en faglig passion for emnet. Målet er at medlemmerne får et godt fagligt udbytte og samtidigt opnår mulighed for at opbygge faglige relationer til andre af gruppens medlemmer. Vi tror på, at den faglige viden øges, når relationerne styrkes. Ofte er medlemmernes deltagelse i netværksgrupperne, mangeårige.
Økonomisk set betegner bestyrelsen årets resultat som mindre tilfredsstillende, hvilket udelukkende skyldes manglende indtægter på APICS CPIM-kursus, der som tidligere nævnt gennemgik en større omskrivning henover 2017. En markant forbedring, som vi har store forventninger til, og som flere allerede har taget godt imod.
Ser vi frem mod 2018, er vi allerede i fuld gang med aktiviteter, kurser, møder i vores netværksgrupper og ikke mindst vores årlige tilbagevendende Supply Chain Konference, som gennemføres den 14. juni. Her uddeles også Den Danske Supply Chain Pris for 2017. Post Nord er hovedsponsor og Horisont Gruppen med SCM Magasinet er, som de tidligere år, vores mediepartner.
Jeg håber, vi med dette store udbud og ikke mindst den nye bestyrelse, i 2018 vil kunne levere et positivt resultat. Vi forventer at bestyrelsen med de nye kandidater på valg og alle de aktivitetsansvarlige udover at være ressourcepersoner, også vil styrke vores faglige profilering, og dermed kunne medvirke til at gøre effektivitet.dk bedre på vores kerneområder. Tag godt imod dem!