Programmet er udviklet og køres i samarbejde med Chinese University of Hong Kong-Shenzhen (CUHK-Shenzhen) og University of British Columbia (UBC), Vancouver, Canada. Formålet med programmet er: ”To cultivate students’ knowledge of supply chains, logistics and related theoretical foundations to create value in the global economy. The program develops conceptual thinking, strategic perspective, quantitative focus and analytical acumen, combined with multicultural understanding through a tri-continental learning experience. We aim to cultivate cohorts of successful leaders who, through developing, communicating and implementing innovative solutions will improve world integration”. Programmet fokuserer altså på strategiske aspekter og perspektiver på logistik og supply chain management samtidig med, at også det kvantitativt-analytiske perspektiv dyrkes. Hvert af universiteterne udbyder to fag, der er dedikerede til programmet, og som skal afspejle de respektive kontinenters særlige fokus på supply chain management og logistik. Hermed sættes de individuelle universiteters specifikke kompetencer i spil. På CBS er det særligt det strategiske, CUHK-Shenzhen det innovative og UBC det kvantitativt-analytiske.

Kohorte-princippet: Styrkelse af den kulturelle læring og erfaring

Op til 15 studerende håndplukkes nu hvert år fra de tre universiteter, og de i alt op til 45 studerende følges ad igennem tre semestre (halve studieår); ét på hvert universitet. Det er det såkaldte kohorte-princip, som er anderledes end den mere kendte exchange (udveksling), hvor de studerende ikke på forhånd kender deres nye studiekammerater, og hvor studieprogrammet ikke på forhånd er fastlagt for dem.
Studentergruppen på CBS udvælges blandt studerende fra de to bachelor-programmer International Business (IB) og International Shipping & Trade (IST). De studerende er i forvejen fagligt stærke og ambitiøse, men det at være en del af en international gruppe med ambitioner og arbejdsdisciplin er motiverende og bidrager i sig selv til læringen. Emilie Hellbrandt Fischer fra IB studiet siger samstemmende med shipping studerende Christian Houen:

Programmet har behandlet en række interessante emner indenfor supply chain management, og sammensætningen af de 45 hårdtarbejdende elever på tværs af 3 universiteter har virkelig bidraget til, at jeg i dag føler, at jeg har flyttet mig fagligt. Når flere deler samme interesser og går ind i programmet med et højt ambitionsniveau, har det for mig virkelig øget min motivation for at forbedre min faglighed, personlige udvikling og kulturelle forståelse.”

At måden at lære og undervise på de tre kontinenter også varierer, er for de fleste studerende en øjenåbner, som kræver åbenhed og fleksibilitet fra alle studerende. Emilie siger om dette, at programmet har givet hende et indblik i, at undervisning, læring og sparring mellem men-nesker kan variere i langt højere grad, end hun ville have oplevet det, hvis hun var blevet i Danmark og på CBS.
Og Emilie siger videre om den kulturelle oplevelse som kohorte-studerende: ” Når man som menneske besøger så vidt forskellige kulturer som Europa, Asien og Nordamerika, er det klart, at man støder på udfordringer. Specielt i Kina, hvor de simpleste ting, som at bestille mad på en restaurant eller få hjælp til at finde vej, pludselig viser sig som værende en kæmpe udfordring, kan man let ende med at føle sig fortabt. Helvigvis var de kinesiske studerende på programmet gode til at tage hånd om os, og hjælpe til hvor nødvendigt, indtil vi bedre kunne ”stå på egne ben”. Efter at være faldet bedre til, og man har fået chancen for at komme sig over det værste kulturchok, går tiden rigtigt stærkt. Jeg synes, det har været enormt lærerigt at komme så tæt på en kultur og økonomi, man hører så meget om, men ser så lidt til herhjemme. I Canada stødte vi også på en række udfordringer, hvilket kom bag på mig, da det generelt var min opfattelse, at alle vestlige lande i grove træk deler samme kultur. Jeg har rejst flere gange i USA, men alligevel var den tilbagelænede livsstil på Canada´s vestkyst noget nyt. Personligt var jeg enormt glad for Canada, og jeg tror helt sikkert, at jeg kan takke noget af den kulturelle omstillingsparathed, jeg lærte i Kina, for det”.

Kompetencer for erhvervslivet

Hensigten med programmet er at skabe rammerne for livslange venskaber og professionelle netværk samtidig med, at de studerende får en langt dybere indsigt i de enkelte landes logistik og supply chain management, i teori såvel som praksis. Det giver de studerende en særlig kompetenceprofil, som globale virksomheder har brug for. Christian og Emilie siger: ”Virksomhederne kan drage fordel af 15 danske business elever, som ikke blot har studeret kultur, men rent faktisk levet den. Mere end de fleste andre, har vi været under overfladen af to vidt forskellige og store kulturer på globalt plan og skabt os egne erfaringer med, hvad det vil sige at leve med og gebærde sig i den. Vi mener, at det vil være en stor fordel at kunne trække på ressourcer med netop den erfaring, vi har gjort os det seneste 1,5 år, når virksomheder skal gøre forretning ude i verden. Kombinationen af dette kendskab, samt en uddannelse i business og Supply Chain & Logistics Management, kan ikke blot bidrage til nye synspunkter for forretningens problemstillinger, men også gøre sig nyttig ved at bidrage til et mere gnidningsfrit potentielt indtog til nye lande med anderledes kulturer end vores egen”.
Også shipping-studerende Daniel Vinther fremhæver programmets tre-kontinentale dimension som katalysator for læring og selvindsigt:
“At opleve verden ved at være bosat I to andre lande og opleve deres måde at leve og gøre forretning på, fik mig faktisk til at forstå mine egne værdier og interesser bedre. Programmet har udfordret mine holdninger og disciplin, givet mig mange muligheder og styrket mit internationale udsyn og forståelse. Jeg er overbevist om, at disse kvaliteter er nødvendige for at tackle udfordringerne i global business.”

De meget konkrete aspekter af logistik og supply chain management er også tiltalende og lærerige for studerende og forbereder dem på praksis. Emilie siger for eksempel om dette, at ”Min uddannelse i BSc International Business kan til tider være meget akademisk, men med Global SCLM er dele af uddannelsens mere generelle fag blevet erstattet af flere samfundsrelevante emner og problemstillinger indenfor supply chain management. Så uden at begrænse mine fremtidige muligheder, har Global SCLM åbnet op for en lang række nye og spændende døre, jeg frit kan vælge at udforske”.

Lidt om forløb og møder med praksis

De studerende i programmet starter ud på CBS, hvor de CBS studerende, som i reglen selv er en international gruppe, agerer som værter for de tilkommende canadiske og kinesiske studerende. Når de CBS studerende så ankommer til henholdsvis Kina og Canada, er det de kinesiske og candiske studerende, der på samme måde agerer værter. Der startes med et introduktionsprogram med sociale såvel som faglige aktiviteter.
Én faglig aktivitet består således af en case konkurrence, hvor case´n er udviklet i samarbejde med en dansk supply chain/logistik virksomhed. Indtil videre har såvel DSV som Blue Water Shipping stillet op med en problemstilling som case. De studerende inddeles i grupper á tre studerende, én fra hvert universitet for at de allerede fra dag 1 begynder at tale om supply chain og logistik. Ledere på højt niveau i case virksomhederne har været dommere ved case konkurrencen, hvor de også giver de præsenterende hold feedback og gode råd med på vejen.
Senere deltager alle på en studietur til Hamborg, hvor de introduceres til både teori og praksis inden for logistik og supply chain management i en stærk maritimorienteret logistikklynge. Desuden præsenteres de studerende og virksomheder for hinanden i et såkaldt ”Meet & Greet” event, hvor aftaler om sommerjob, praktikhold og bachelor thesis samarbejde indgås. Vigtigt er også, at alle studerende får lejlighed til at tale med virksomhederne og høre om, hvordan man i praksis arbejder med supply chain management og logistik.

Fremtiden

Programmet introduceredes i 2016, og det første holds gennemførsel fejredes ved en festlig ceremoni med studerende, administratorer og professorer og lærere fra de tre universiteter i Vancouver i december 2017.
De CBS-studerende arbejder nu i virksomhedspraktik og med at forberede skrivning af deres bachelor thesis. De kinesiske og canadiske studerende er tilbage på deres hjem-universiteter for at gøre deres bachelor-studie færdigt dér.
Da det første hold først lige er gennemkørt, har vi endnu begrænset erfaring med, hvad de studerende vælger som fremtidig, faglig profil. Vi forventer dog, at de IB-studerende vil fokusere på mere generelle management aspekter af SCM og logistik for eksempel i ”matching of supply & demand” i en forecasting- og planlægningsfunktion eller med strategisk styring af globale indkøb. Shipping & Trade-studerende vil måske udvide deres forståelse af shipping med door-to-door design og integration af globale forsyningskæder. Mulighederne er mange, ikke mindst fordi programmet giver adgang til hele palletten af cand. merc. studier på CBS.

www.cbs.dk/uddannelse/bacheloruddannelser/bsc-in-international-shipping-and-trade/global-supply-chain-and-logistics-management
Information fra Alumne-gruppen kan findes på følgende adresser: www.globalsclm.com, Instagram-konto: globalsclm og
Facebook-side: Global SCLM Program