KLS Grafisk Hus markedsfører sig selv som ”Danmarks grønneste grafiske hus”, og vejen dertil går via Green Lean. Vi mødte Knud-Erik Larsen og Kasper Larsen, der er hhv. søn og barnebarn til stifteren Preben Larsen, til en snak om grøn omstilling i virksomhedens lokaler på Avedøre Holme.
Det var dokumentarfilmen En Ubekvem Sandhed og en læsning af FN’s klimarapport, der fik topledelsen i KLS Grafisk Hus til en weekend i 2007 at beslutte, at en bæredygtig produktion med fokus på miljøet skulle være det område, trykkeriet skulle skille sig ud fra sine konkurrenter på. Branchen har med digitaliseringens indtog længe været under pres, og direktørerne i KLS Grafisk Hus følte sig fanget i en evig kamp mod konkurrenterne på kun at kunne skille sig ud på en forholdsvist statisk pris og kvalitet. Som Kasper Larsen beskriver det:
“Vi havde alle ulemperne ved ikke at være så små som de mindste, så vi kunne agere hurtigt, men ikke store nok til at kunne slås med de største, og havde det egentlig ret svært ved at finde vores placering i markedet.”
Ledelsen besluttede som konsekvens heraf at sætte en række ambitiøse mål for virksomhedens grønne omstilling gennem en femårsplan, og trods et begrænset kendskab til, hvad det overhovedet betød, satte de alle sejl ind på at forandre virksomheden radikalt.

En grøn investering

Omstillingen har haft konsekvenser for alle lag af virksomheden. En Lean virksomhed sigter mod øget økonomisk succes ved at fokusere på de processer, der skaber reel værdi for virksomhedens kunder. En Green Lean virksomhed sigter både mod, at virksomheden opnår øget økonomisk succes og mod miljømæssig bæredygtighed i alle virksomhedens processer.
Knud-Erik Larsen fortæller entusiastisk om virksomheden, der leverer layout og tryk af alle grafiske produkter samt emballage, og det helt fri for kemi og tungmetaller. Der er opbygget en bæredygtig virksomhedskultur, som de ca. 50 medarbejdere er rigtigt stolte af. Passionen for miljørigtige løsninger brænder hos medarbejderne. For eksempel påpegede en medarbejder omfanget af sodavandsmaskinens strømforbrug, og foreslog at denne blev afskaffet til fordel for sodavand i køleskabet.
Ledelsen gør meget ud af at inddrage alle medarbejderne i arbejdet med miljøhensyn, blandt andet gennem tavlemøder en gang om ugen, hvor der orienteres om energi- og vandforbruget, for at medarbejderne altid har det i bevidstheden. Det er vigtigt, at miljøhensynet findes i alle lag af organisationen, og de opfordrer bredt til at komme med ideer til forbedring for at kunne løfte projektet i samlet flok.
Ud over at lade forbedringsforslagene komme fra hele organisationen, bruger ledelsen i virksomheden en del energi på at videndele og netværke på tværs af alt fra kommunen og andre virksomheder i Avedøre Holme til konkurrenter og foredragsholdere om verdens presserende udfordringer.
“Vi er rigtig aktive i mange CSR- og klimanetværk og bruger meget tid på at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvor man skal satse henne i den her agenda. Vi har fået et rigtig godt netværk til sparring, som vi støder ind i ved mange forskellige sammenhænge på workshops og til foredrag.”
Virksomheden får strøm fra deres egen vindmølle, de kører i el-biler, og deres tryksager leveres med egen el-lastbil. KLS har desuden fået et hvidt tag, der hjælper til at regulere temperaturen i bygningen trods trykmaskinernes store varmeudledning. Siden har trykkeriet reduceret deres strømforbrug med 80% på lageret, og har købt en anpart i Hvidovre Vindmøllelaug, som er den ene af Avedøreværkets tre store vindmøller. Vindmøllen er monteret med særligt store vinger, har en særdeles god virkningsgrad og har samtidig vist sig at være en god forretning for KLS, idet møllen producerer mere el end forventet.
Omstillingen hen mod en bæredygtig virksomhed er en investering, der kan betale sig på længere sigt. Der går i de fleste af trykkeriets grønne projekter to år, før investeringen begynder at kunne betale sig. For el-lastbilernes vedkommende var det endda væsentligt længere, idet teknologien på daværende tidspunkt endnu ikke var så langt fremme. Til gengæld har virksomhedens brug af disse skabt en stor medieinteresse, som firmaet har nydt godt af. Da vi mødte Kasper Larsen, virkede det dog til at være langt mere end tallene på bundlinjen, der driver ham. Økonomien er selvfølgelig altafgørende for firmaets eksistensgrundlag, men det er tydeligt, at familien går mindst lige så meget op i, hvordan deres foretagende kan undgå at belaste naturen eller skade tryksagernes læsere med skadelige kemikalier.
“Bæredygtighed handler om at have respekt for ressourcerne og ikke bare forbruge dem, så de kan indgå i nogle nye kredsløb. Vi er nødsaget til at gå forrest i denne grønne omstilling, der er nødvendig for vores og fremtidige generationers fremtid.” siger Kasper Larsen med stor iver.

Certificeret Cradle2Cradle-produktion

Knud-Erik Larsen fortæller:
”Traditionelt set er vi rigtig gode til at genanvende papir i Danmark, men det er kun ca. 75 procent af restproduktet fra papirgenbrug, der reelt bliver til papir igen. Trykfarve og kemikalier fra traditionel produktion, der udskilles fra papirfibrene, forbliver miljøskadeligt affald. KLS Grafisk Hus arbejder derfor tæt sammen med de andre i hele værdikæden for at gøre det endnu bedre. I samarbejde med vores underleverandører har vi udviklet nye trykfarver, nye papirkvaliteter og nye hjælpematerialer uden skadelige kemikalier og tungmetaller. Vores fælles mål i værdikæden er et produkt, der udelukkende består af stoffer, som kan indgå i et sundt kredsløb uden at skade mennesker og miljø. Samarbejdet betyder, at vi er det første og eneste trykkeri i Nordeuropa, der er Cradle2Cradle-certificeret, og som kan producere 100% bionedbrydelige og bæredygtige tryksager og emballager.”
Cradle2Cradle (”vugge til vugge”) betyder principielt, at alle materialer i et produkt efterfølgende kan anvendes i et nyt produkt. Til forskel fra konventionel genanvendelse betyder det, at der ikke må være miljøskadeligt affald, der skal deponeres, og at brugsværdien af det nye produkt ikke er ringere end det oprindelige produkt. Cradle2Cradle-certificeret produktion fra KLS markedsføres som Pureprint®, og Knud-Erik Larsen fortæller stolt:
”Målet er, at alle tryksager produceret hos KLS skal være 100% bionedbrydelige og bæredygtige inden udgangen af 2018, og vi skal dermed samtidig gøre os i stand til at modtage et tilhørende Cradle2Cradle- guldcertifikat.”
Lean produktion og forsyningskæde
KLS grafisk hus befinder sig på et konkurrencepræget marked. Vi spørger derfor til KLS omkostningsniveau i relation til bæredygtig produktion. Knud-Erik Larsen fortæller:
”Cradle2Cradle-farverne er naturligvis noget dyrere end de traditionelle farver, som produceres i betydeligt større mængder. Derfor bliver omkostningsniveauet højere for os, men da vi samtidig arbejder systematisk med Lean-principperne, og derfor gør alt hvad vi kan for at undgå enhver form for spild i vores måde at arbejde på, både internt og også i forhold til vores kunder og leverandører, så bliver vores priser alligevel konkurrencedygtige.”
KLS samarbejder samtidig med østrigske Gugler GmbH, en anden Cradle2Cradle-trykkerivirksomhed. Begge virksomheder kan producere 100% biologisk nedbrydelige tryksager, helt fri for skadelige kemikalier. Virksomhedernes geografiske placeringer i Østrig og i Danmark betyder, at de samlede transportomkostninger, leveringstid og CO2-udslip reduceres. Sammen er de i stand til at levere bæredygtige Pureprint®-tryksager til hele Europa.
Den grønne omstilling har dog også givet udfordringer, som ledelsen har måttet tage konsekvensen af.
“Vi har også været nødt til at skifte ud i vores samarbejdspartnere undervejs, som bare ikke ville det samme som os.“ forklarer Kasper Larsen.
Ligeledes har virksomheden måttet væbne sig med tålmodighed og acceptere, at investeringer i miljøet kun betaler sig over tid.
Foruden virksomhedens Lean-tavler er det bemærkelsesværdigt at se de mange fotostater og statements, der minder den besøgende om, at man befinder sig i en virksomhed med en bæredygtig dagsorden.

Fremtiden for Green Lean virksomheder

Virksomheder, der befinder sig på et konkurrencepræget marked, kan differentiere sig fra konkurrenterne ved at have en meget grøn profil, men når alt kommer til alt, er det allervigtigste element for Green Lean virksomheder dog at omsætte deres grønne profil til omsætning og dækningsbidrag.
Det er imponerende, at KLS, som er en mindre virksomhed med bare 50 ansatte, både kan fokusere 100% på at skabe værdi i forhold til kunders skiftende krav og ønsker, og samtidig fokusere på miljømæssig bæredygtighed i alle virksomhedens processer. Det er nok lettere at overkomme for lidt større virksomheder. KLS har da også formået at sikre støtte til de grønne ambitioner hos Erhvervsstyrelsen, Grøn Omstillingsfond og Region Hovedstaden.
En lang række af de største virksomheder og organisationer i Danmark, som eksempelvis Carlsberg, DONG Energy, WWF Verdensnaturfonden og PFA har allerede fået produceret 100% bionedbrydelige tryksager hos KLS. Nogle virksomheder, som Aarstiderne går endnu videre og skriver ud til deres kunder at deres opskriftsark nu er biologisk nedbrydelige og dermed i tråd med deres egne økologiske produkter. Derved understøtter tryksagerne også Aarstiderne som en miljøvenlig virksomhed, og på den måde skaber KLS produkter merværdi for kunderne.
Som Kaper Larsen udtrykker det:
“Vi tænker meget i partnerskab med vores kunder. For eksempel skrev Aarstiderne ud til deres kunder, da de skiftede til os, at nu kan man også spise den tilhørende folder uden problemer, og der var så en del kunder inde på Facebook-siden og spørge, om de også sendte opskrifter ud, hvor man kunne bruge folderen som ingrediens. Jeg vil garantere, at deres økologiske grøntsager smager bedre end folderen, men der er ingen skadelige kemikalier i. Det, synes vi, er meget interessant. Det bliver partnerskaber, hvor vi finder de gode løsninger på andre måder.”
På den måde kan Green Lean virksomheder hjælpe egne B2B-kunder med at opnå et grønt og bæredygtigt image uden spild, og de skaber dermed en merværdi, som konventionelle virksomheder ikke skaber. Et eksempel på synergi mellem bæredygtighed og egne hårde forretningsmål.

KLS Grafisk Hus A/S

KLS Grafisk Hus A/S producerer og rådgiver om konceptudvikling, design og produktion af tryksager, storformat-bannere, udstillingssystemer og meget
mere. Firmaet er familieejet og blev startet af Preben Larsen hjemme i forældrenes køkken i 1946. I dag er over 50 medarbejdere ansat. Siden 2007 har KLS Grafisk Hus fokuseret
på en mere bæredygtig forretningsstrategi, og blev i januar kåret til Årets Erhvervsvirksomhed i Hvidovre Kommune. Trykkeriet har til huse på Avedøre Holme
i København.

Green Lean

Green Lean tankegangen er både beskrevet af Brett Wills i “Green Intentions: Creating a Green Value Stream to Compete and Win” fra 2009 og af Keivan Zokaei, Hunter Lovins, Andy Wood og Peter Hines i “Creating a Lean and Green Business System: Techniques for Improving Profits and Sustainability” fra 2013.
Brett Wills er fabrikschef og kender selv de kommercielle udfordringer og muligheder i en grøn omstilling. Green Intensions tager et procesorienteret udgangspunkt og handler om at skabe en grøn værdikæde, der både er økonomisk rentabel og miljømæssigt bæredygtig. Fokus er således både på at fjerne traditionelle Lean-spildformer og grønne spildformer i værdikæden – og på de forretningsmæssige fordele, der kan opnås af en grøn omstilling. Her beskrives de muligheder, Green Lean kan bidrage til i form af øgede indtægter, nye kunder, fastholdelse af eksisterende kunder, innovation og øget værdi for aktionærerne.
Creating a Lean and Green Business System beskriver, hvorfor Toyota ligger i top, både forretningsmæssigt og med hensyn til miljømæssig bæredygtighed. Toyota kalder det monozukuri: ”Bæredygtig produktion”. Der lægges vægt på de teknikker og den kultur, der ligger til grund for ”bæredygtig produktion”. Bogen gør op med den traditionelle adskillelse mellem Lean Management, bæredygtighed og grøn omstilling. Der gives eksempler på, hvordan løbende forbedringer og fokus på spild kan anvendes i miljøledelse og til at gøre grønne initiativer økonomisk bæredygtige.